Om Skotland.dk
Turforslag
Whiskyklub
Bidrag
Bag Skotland.dk

Vandretur

Rejser man til Skotland, er øen Skye et meget spændende sted at opleve. Jeg besøgte øen som en del af en længere rundtur i Skotland af 6 ugers varighed. Jeg beskrive i det følgende tre dage på Skye.

Man kommer nemt til Skye via en flot vejbro som bindeled til fastlandet. Der er også fine busforbindelser, med CityLink busselskabet, helt fra Glasgow og op til det nordlige Skye til byen Uig.
Øen Skye er Skotlands største og har en smuk varieret natur med dens mange vilde bjerge og maleriske floder, vandfald og søer. De små byer er hyggelige og kysterne ofte rå med forrevne klipper, hvor havet banker ind.
Den rare lokale befolkning gør endvidere et besøg på Skye til en meget god oplevelse. Man skal dog være forberedt på, at vejret kan drille noget med tåge og regn. Men selv denne vejrmæssige udfordring kan ikke ødelægge det samlede positive indtryk en rejse til Skye.

Tirsdag den 18. juni 2002 kom jeg til byen Uig på den nordlige del af Skyeøen med færgen fra Lochmaddy på Hebriderne. Jeg var forsinket 1 dag da en storm, forhindrede færgen i at sejle. Jeg havde inden min tur booket et Bread & Breakfast og en cykel i Uig.

Indsejlingen til Uig forgik i blændende solskin mellem mørke regnskyer, der gav udsigten et imponerende farverigt spil i grønt og blåt.
Hos Mrs. Campbell fik jeg et dejligt værelse og anvist en udmærket turcykel. Jeg trængte til nogle rolige og ordnede forhold efter nogle hårde og lidt kaotiske tilstande de sidste dage på Hebriderne.
Jeg cyklede senere op til bjergryggen ”The Trotternish Ridge” og bjergtoppen Beinn Edra.

Onsdag den 19. juni 2002 skulle dagen bruges på den lange tur tværs over Trotternish halvøen og nordover forbi Duntulm og tilbage til Uig. En cykeltur på ca. 50 km. Og nogle bjergvandringer i bjergene kaldet The Quiraing.
Efter et overdådigt og righoldigt morgenmåltid hos Mrs. Cambell, pakkede jeg min tursæk til den lange dagstur. Udenfor susede blæsten om huset og regnen piskede ned!! Men jeg begav mig på min stridsomme stejle vej op gennem byen og ud i det øde landskab mellem byen Uig og østkysten. Trods regnen og blæsten blev cykelturen en dejlig oplevelse. Landskabet er meget kuperet med enorme bakkedrag, der lyser op i utallige grønne farver og brune nuancer fra lyng og klipper. Regnen stilnede lidt af undervejs.
Ved p-pladsen neden for bjergområdet The Quiraing, startede min tur op ad en smal sti til de berømte klippeformationer kaldet The Needle, The Prison og The Table. Turen er rimelig nem at gå, man skal bare passe på de smalle stier og ikke kikke ned, hvis man har tilbøjeligheder til svimmelhed. Min tur foregik dog i hylende blæst og piskende regn. Bjergene er en del af den bjergryg der går ned gennem Hele Trotternish halvøen, og her på den vestvendte del var det et skrækkeligt vejr. Men jeg fik alligevel en vidunderlig oplevelse af bjergenes storhed, vejrets rasen og det utroligt grønne bjergunivers betog mine sanser fuldt ud.

Efter at have ”nydt” et lille mellemmåltid i læ af nogle klipper, men med en betagende udsigt ud mod dalen i sydøst, gik jeg videre ad den smalle sti ned under en kæmpe klippeformation der hang faretruende ud over mig. Her drejede stien mod nordøst og næsten med et slag var der solskin og ingen regn og vind. Her var helt læ fra bjergkæden. Sådan kan vejret arte sig oppe i bjergene, omskifteligt og derfor spændende. Resten af turen bød på en behagelig vandretur op til et andet højdedrag, med de mest vidunderlige udsigt ud over havet og ud mod de små byer Digg, Glashvin, Balmeanach, Flodigarry og Staffin, som var mit næste mål på min cykeltur inden jeg ville besøge Kilt Rock, som er et spektakulært klippemassiv med karakteristiske kantede søjleklipper, hvorover der falder et kæmpe vandfald direkte ud i havet. Her blandt disse klipper på østsiden af bjergkammen, mødte jeg 2 ringdrosler, som er ret sjældne, selv på øen Skye.
Da jeg gik tilbage og kom om på vestsiden igen, var det stadigt regn og blæst der dominerede. Men der var dog lidt opklaring at ane og da jeg trillede ned ad den stejle snoede vej ned gennem dalen og ud mod byerne på østkysten. Her ligger der et lille geologisk museum, hvor man kan se fossiler. Vejret blev nu varmere, så jeg stred mig op ad de lange bakkedrag mod Kilt Rock, der ligger lidt syd for Staffin Bay. Lige ved vejen ligger der en p-plads og få meter væk er der et betagende skue ud over havet og vandfaldet der bruser ud over klippekanten og falder næsten 100 meter ned i havet.

Herefter gik turen nordover gennem de små byer, der er så typiske i skotland. En blanding af små almindelige ofte hvide huse og små landbrug, der fortrinsvis har får som ernæringsgrundlag. Jeg kom i Flodigarry forbi et lille sødt offentligt toilet, hvidmalet og rent, men med påskriften Ladies i den en side af bygningen og Gentlemen i den anden side. Fornemt! Der stod ikke bare Women og Men… Jeg følte mig lidt beæret, at gå ind i rummet for gentlemen. Cykelturen var lang og fysisk krævende, da der var mange bakker og stigninger. Men udsigterne ind over de smaragdgrønne bjerge mod vest og det blå hav mod øst opvejede til fulde anstrengelserne. Oppe nordpå ved vejen lå der et lille galleri, hvis ejer, der også var kunstneren, viste mig sine billeder. Det var en teknik med akvarel og tusch der var grundlaget for hans naturalistiske, men meget velgjorte malerier.
Jeg nåede nu frem til Duntulm Castle området, som ligger på den nordligste del af Trotternish kaldet Rubha Hunish, som er den gæliske betegnelse for området. Inden da havde jeg ved en pludselig indskydelse aset op til en ladelignende ruin, som jeg fandt ud af var resterne af en radarstation fra 2. Verdenskrig, som De Allierede brugte i overvågningen af skibs og flytrafikken i Atlanten. Heroppe havde jeg et flot syn ned over kysten, hvor der stod to klippeformationer ude i havet lige uden for kysten. Disse kaldes Stacks og ses ofte ved mange af Skotlands kyster.
Duntulm Castle er i dag en stærkt forfalden ruin, der dog søges genopført i sin oprindelige skikkelse. Borgen blev forladt helt tilbage i 1730, men havde i over hundrede år været en vigtig bastion for de store skotske klaners rivaliseringer. Mord og intriger var dagligdag dengang.
Ude i havet neden for borgen er der en lille ø, hvor en masse suler har reder. Det er et imponerende syn, at se disse eminente flyvere styrtdykke ned i havet efter fisk.
Borgen besøges hvert år af ca. 40.000 mennekser. Der ligger også et gammelt hyggeligt hvidmalet hotel bygget i træ tæt ved borgen. Neden for klipperne, hvorpå borgen ligger, fandt jeg et rart sted at få mig lidt te og kiks inden turen skulle gå sydvest over mod Kilmuir.

Turen sydover blev en hård affære. Det var nu tidligt på aftenen og blæsten strøg mod mig i strid modvind. I Kilmuir ligger der et interessant frilandsmuseum, der viser livet på Skye gennem tiderne. The Skye Museum of Island Life er absolut værd at besøge. I Kilmuir ligger også den navnkundige Flora MacDonald begravet. Det var hende der i 1746 var med til at frelse den oprørske Prince Charles Edward fra englænderne. ”Bonnie Prince Charlie”, havde søgt at forene de skotske klaner og byde englænderne trods. Det var næsten lykkedes, da han og andre klaner slog de engelske hære flere gange, men endeligt tabte ved det berømte slag ved Culodden, nær Inverness, den 16. april 1746. Flora Macdonald fik ham, på sin flugt fra englænderne, sejlet over til øen Benbecula i Hebriderne, hvor han senere undslap til Frankrig. Hele denne spændende historie er kun en af mange eventyrlige fortællinger der findes om den skotske nations historie op gennem århundrederne. En historie der er rig på vold og drab, intriger og forræderi. Næsten alle de skotske konger gennem tiderne afgik ved døden på en grusom voldelig måde. Mange kender også til dramaet om Wallace alias Braveheart i 1200-tallet, udødeliggjort i Mel Gibsons film, af samme navn.
De skotske klaners magt blev betydeligt reduceret efter dette opgør i 1746, og alle vigtige og betydningsfulde klansmænd blev myrdet eller forvist. Nationen forblødte også intellektuelt og vidensmæssigt. Klansystemet blev aldrig en magtfaktor mere og englændernes undertrykkelse fortsatte helt op til vort århundrede. Blandt den menige skotte, er der stadig udbredt modvilje mod englænderne. Det mærkede jeg flere gange, bl.a. da jeg oplevede en skotte græde over at Danmark tabte til England ved VM i fodbold, som foregik denne sommer. Historieinteresserede kan får en masse spændende ud af at studere den skotske historie, så historien om Bonnie Price Charlie er et sted at starte.

Torsdag den 20 juni var der afrejse med Citylink bussen til Portree, som er hovedbyen på Skye. Dagen startede som sædvanlig med øsregn, der dog holdt op på turen ned mod Portree. Her havde jeg booket mig ind på The Independent Hostels, et vandrehjem, der ligger midt inde i byen. Ligeledes havde jeg booket en cykel hos en lokal cykelhandler.

Byen Portree ligger malerisk inde i en naturlig havn. Allerede i 1262 i forbindelse med blodige klanfejder blev byen grundlagt og i dag er det en driftig lille handels og fiskeriby. Den er absolut et besøg værd. Min dag i Portree startede i dejlig varme og solskin, for første og sidste gang under mit besøg på Skyeøen.

Senere begav jeg mig opad stien, der først gik gennem en skyggefuld nåleskov inden jeg kom op over trægrænsen. Stien er let at gå på og vel afmærket. Her kommer mange besøgende også med børn, så turen op til The Storr kan med rimelig kondition gøres af de fleste. Kun den sidste klatring op til selve stenen The Old Man of Storr, bør kun ske, hvis man er vant til at klatre og ikke bliver svimmel. Der er meget stejlt og vinden blæser altid hårdt rundt om denne kæmpesten, så man skal passe på. Jeg begav mig nu rundt på flere af de stier der løber rundt i området. Her er utroligt smukt og indbyder til bare at sidde og nyde udsigten og drikke en kop te. Det gjorde jeg sammen med en lille kanin, der åbenbart syntes jeg var rar at sidde ved siden af. Den sad kun nogle meter væk og åd græs medens den skævede lidt til mig. Hyggelig fætter, den kanin.
Jeg kom også hen til den imponerende og underlige klippesten The Old Man of Storr, hvor der ligeledes var andre kæmpe forvitrede stenformationer at se i området. Klippen var skræmmende stor og høj og stod alene og skæv oppe på et klippeplateau, men alligevel majestætisk knejsende.

Om aftenen ville jeg belønne mig selv med en god middag på en fin restaurant. Efter en lille rundtur i byen fandt jeg en hyggelig restaurant i et hotel som hed Bosville Hotel, som var beliggende højt oppe i byen. Min entre fik dog de habitklædte tjenere til at løfte øjebrynene, da mit udseende ikke lige var passende til et restaurantbesøg. Men jeg var ligeglad, jeg regnede med, at de nok ville have mine penge. Lidt efter fik jeg da også anvist en plads og fik spisekortet. Jeg bestilte en ret udefinerbar fiske/pastaret og et stort glas hvidvin. Maden lod vente på sig, så jeg gik ud for at tisse imens. Da jeg kom tilbage til mit bord var hvidvinen fjernet!! Jeg fik gjort vrøvl og fik da også et nyt. Den unge tjener gloede lidt underligt på mig, men så spurgte han, om jeg havde været oppe på The Storr i dag. Det havde jeg jo. Så skal jeg nok være tingene ændrede sig. Tjeneren havde også være på en tur derop, da han lige var blevet ansat og tilflyttet byen og ville se dette område, som mange af turisterne jo talte om, når de besøgte restauranten. Og nu kunne jeg faktisk godt genkende ham, for det var den fyr der samtidigt havde klatret helt op til klippen, sammen med mig. Nu fik vi en god snak om turen og mine planer. Lidt efter kom restaurantens boss hen til mig og spurgte til min tur og hvad jeg havde af planer. Her blev helt hyggeligt. Da jeg efter middagen gik op til tjeneren jeg nu kendte, som stod i baren, gav han mig en ordentlig skvæt 25 års Mac Allan whisky gratis tillige. Vi fik en hyggelig snak igen, inden jeg sagde tak for mad og dinglede ud af restauranten. Jeg vidste fra værten Jim, på mit Hostel, at der var et smaddergodt liveorkester, der spillede skotsk folkemusik, nede på en pub i byen og dette ville jeg gerne opleve. Aftenen var skøn, stille og idyllisk. Da jeg følte mig i stand til at gå nogenlunde lige, fandt jeg tilbage til byen og den pub hvor der var musik. Her var stuvende fuldt, men jeg fik da kæmpet mig op til baren og bestilt en lagerøl og en 12 års whisky til at spæde min brandert op med. Så tog musikken ellers fat med medrivende skotske rytmer og lige pludselig stod Jim der og hev mig med ud i en skotsk dans sammen med en ungarsk dame, der var på besøg med et rejseselskab. Det har sikkert været ømt, at se mig lettere bedugget danse rundt med Jim i grønternet kilt sammen med en ungarsk ”høstmaskine”. Men sjovt var det sgu´. Det blev over midnat inden jeg fik vaklet hjem på hostel, hvor jeg gik på hovet i seng med alt tøjet på, men musestille, så jeg ikke vågnede de andre sovende i værelset.

Næste dag gik min tur med bus sydpå mod Cabost, Talisker whiskydestilleriet og siden hen Cullinsbjergene, men den historie må vente til en anden gang.

Min tur til Skotland foregik over 6 uger, med et væld af oplevelser til følge. Jeg har skrevet en bog om turen. Den fylder 265 A4 sider og indeholder 946 kort og billeder. Her i sommeren er jeg ved at male nogle billeder fra turen, og jeg er i gang med at planlægge en foredragsrække med lysbilleder for interesserede foreninger o.a. Der er allerede booket flere til denne del. Jeg håber beretningen kan give andre lyst til at besøge Skotland. Det er et prægtigt land at rejse i.


Venlig hilsen


Tommy Dalnæs
Nyborgvej 41
5772 Kværndrup.
Telefon. 62 27 19 55.
dalnaes@tdcadsl.dk









kontakt@skotland.dk