Turen startede den 14. oktober 1999 kl. 16:05 på Fredericia banegård efter en sædvanligvis hård arbejdsdag.
I lufthavnen var der ikke meget tid til at nyde den nye banegård. Vi var nemlig sent på den med at få tjekket ind, så det gik i firspring - så meget som man nu kan springe med en 20 kg. rygsæk på ryggen.

De første dage blev brugt til forretninger, og rejsen startede derfor først den 16. oktober. Formiddagen var udnævnt til shopping og eftermiddagen var dedikeret til et besøg på Skotlands ældste destilleri (påstår de da); Glenturret.

Trods af dårlige vejkort, havde vi ingen problemer med at finde frem til destilleriet Glenturret, der ligger i nærheden af byen Crieff.
Rundturen på destilleriet startede hurtigt og vi var en lille eksklusiv gruppe på 8. På turen kiggede vi bl.a. ned i de store trækar, hvor whiskyen gærer - og lugter ad h. til. Turen sluttes af med en smagning. Vi smager en 15-års, 18-års og 27-års whisky. Der er stor forskel på de 3 whiskyer men det er der sandelig også i prisen. Derefter smager vi en whiskylikør og den regner jeg egentlig med mere er Susannes og Maries smag. Det er det også, men de er sørme også faldet for whiskyen! Så lyt til et godt råd, hvis du vil have din whisky for dig selv: Inviter ikke konen med til Skotland!
På Glenturret destilleriet er der 4 mand beskæftiget med at producere whisky og 20-25 stykker til at drive souvenirforretning og restaurant. En noget underlig fordeling, der viser, at destilleriet ligger tæt på Skotlands hovedstad.


Om morgenen den 17. oktober startede jeg med at sende et par "venlige" tanker til opfinderen af vækkeuret. Kl. 5:45 er det op. Egentlig har hotellet klaret problemet med at bestille vækning ganske snildt. Vi sover det meste af turen til Glasgow. Her venter vi ikke ret længe, inden vi skal med næste bus, der kører til Kennacraig, hvor vi skal med færge til Islay.
Denne bustur tager ca. 3 1/2 time. Så snart vi forlader Glasgow og kører vestpå, skifter landskabet karakter fra flade bakker til mere bjerglignende natur. Inden længe føler vi os henslængt til vores tur til Færøerne. Vi kører langs Loch Lomond og Loch Fyne - ja det meste af turen er der vand på den ene side og højere og højere bjerge på den anden side. I Inveraray gør bussen et holdt - ca. midt på vores rute - i 20 minutter. Vi kan lige nå at kigge op af byens handelsgade, hvor der bl.a. ligger en fornem whiskyforretning. Den kan vi jo have som backup, hvis vi ikke har fået købt os fattige inden hjemturen...

Turen til Islay går hurtigt. En god pint øl og en cola hjælper til. Også skotterne har forstand på det med øl! En pint er, ligesom i England, en knap 0,6 liter øl - en fin størrelse til en tørstig mand! Og prisen er typisk billig. På færgen koster en pint god ale (udtales "ail") 2 pund. Det kunne man ikke engang købe en almindelig øl for på Storebæltsfærgen. (Jeg forstår godt, at de ikke eksisterer mere!)

Efterhånden som vi nærmer os øen Islay, kommer der gang i vores kikkert. Vi kan nemlig se destillerierne Ardbeg, Lagavulin og Laphroaig fra færgen, selv om vi sejler et pænt stykke fra kysten. Årsagen er, at kysten ud for destillerierne er meget klippefyldt.
Det er lidt specielt at forlade båden, efter den er lagt til. Nu er vi nemlig på egne ben og skal have fundet et sted at sove. Der er ikke bestilt noget hjemmefra. Vi når dog ikke så langt i byen Port Ellen, hvor færgen har lagt til, før det første skilt med "Bed and Breakfast" dukker op. Det ser noget ramponeret ud og vi vælger at gå lidt videre. I vores rejsebibel fra bogforlaget Lonely Planet, beskrives byen Port Ellen som noget ramponeret og "could do with a tidy up". Det holder helt stik. Hotel Islay er et godt eksempel. Det ligger nede ved havnen. Hotellet er lukket og bærer præg af, at have været lukket i flere år. Der er sat træ for vinduerne og selve bygningen ser noget faldefærdig ud.

Lige ved hotellet ligger der et postkontor og det ser da ud til at fungere.
Men da det er søndag, er postkontoret lukket. Vi går videre og møder en butik, der kunne være et turistkontor. Der hænger en del plakater i vinduet og en af dem bekendtgør, at kontoret er åbent hverdage fra kl. 11 - 12.
Mens vi står og kigger på dette vindue, er der en ældre dame, der spørger om vi leder efter en bed and breakfast. Ja, det må jo lyse ud af sådan et par turister med rygsæk på! Vi går med hende og det viser sig, at hun nok, sammen med hendes mand, ejer byens mest vedligeholdte bygning. De har et hyggeligt lille bed and breakfast i en bygning, der ligger ud mod vejen. Så bor de selv i et mindre hus inde bag ved. Jeg vil anslå parret til at være over 60 år, men det kan være svært at vurdere, for det barske vejr, som Islay er kendt for, kan også være hård ved øens beboere.

Ihvertfald virker de meget søde, Michael og Christine i "Trout Fly Guest House", som deres hostel hedder. Vi får hele bygningen for os selv - ja, det er sandelig udenfor sæsonen.
Christine hører om vores planer på øen og hun tilbyder, at hendes mand kan køre os ud til et destilleri næste dag, hvis vi ønsker det.

Selv om man normalt kun får en seng og morgenmad på "bed and breakfast", tilbyder Michael og Christine også at lave aftensmad til os - mod betaling forstås. Der er ikke så mange chancer for, at få mad i byen, konstaterer de.
På et fint menukort, kan vi vælge en forret, hovedret og en dessert. Prisen er ca. 130 kr. pr. person og det virker ikke skræmmende. Især ikke, da vi konstaterer, at vi skal gå over til købmanden og købe vin eller øl selv, for Michael og Christine har ingen bevilling til at sælge drikkevarer.

Michael er i køkkenet og han har en fin form for humor, konstaterer vi.
Forretten idag består af friturestegte rejer med en lidt stærk smag.
Hovedretten er hamburgerryg med grøntsager, bønner, kartofler og pommes frites. Inden desserten dukker Christine op med nogle varme pærer, som vi lige skal smage også.

Vores dessert er øens lokale ost, som vores rejsebibel roser. Det viser sig, at der følger en historie med osten, der skulle gøre mænd mere virile.
Michael kommer med et lumsk smil på læben og præsenterer et rim, der beskriver ostens farer.

You highland women I lmplore
Upon my bended knee
Please do not eat one morsel more
Of that awful lslay Cheese.

No more the Tallies smack their lips
O´er mounds of macaroni.
They are not moved by fish and chips
It´s lslay Cheese for Tony.

Vincenti Dopi - ninety two -
Well past all thoughts of fun.
Ate half a Pound and what´d he do,
But go and squeeze a nun.

The Pope has cried "Enough, Enough"
Away with this love potton.
The wild and wanton Islay stuff
That puts them In the notion.

I hanned the pill - a sinful curse -
I felt their morals soar.
And now there comes a thing far worse,
This menace from Bowmore.

Luigi Silli - eighty four -
And never termed a flirt.
Went tearing out his own back door
Chasing a mini skirt.

An old and shaking Genoese,
His pension was collecting.
Ate just one bite of Islay Cheese,
And now his wife´s expecting.

He chews a chunk and softly sighs.
"How I love this glorlious cheesa"
Look up aloft and loudly cries.
Get up them stairs Teresa.

The old wife prays upon her knees
"0 Lord refrain his sallies",
And from this awful lslay Cheese.
Protect us poor old Tallies.

Af samme årsag er osten også mærket med et lille billede af fanden! Ja, jeg glemte helt at fortælle, hvor godt osten faktisk smager, senere på turen investerer vi i noget af den...
Efter middagen ser vi lidt tv i loungen men allerede kl. 21:15 er vi trætte nok til at gå i seng. Det er ihvertfald ikke mig, der "tager skade" af osten!

Jubii, den 18. oktober er dagen kommet, hvor vi skal besøge mit favorit whisky mærke! Vi står op, så vi kan spise morgenmad kl. 8. Vores plan er, at gå turen til Laphroaig og Lagavulin. Vejret er perfekt: klar sol og ingen skyer. Vores vært, Michael, foreslår os også at besøge destilleriet Ardbeg, idet vi dér kan få kaffe og lidt at spise. Jeg kender ikke noget til deres whisky, men man skal vel lære noget nyt... Michael ringer til alle 3 destillerier og aftaler tid med dem, så vi ikke kommer helt uventet. Det vil de åbenbart - og meget forståeligt - gerne have, især her uden for turistsæsonen.

Snart er vi på turen. På trods af det gode vejr, er der en kold, stiv vind imod os ud af Port Ellen. Vi befinder os hurtigt på en lille vej med stengærder på begge sider af vejen - sikkert for at holde os mennesker ude fra dyrene - og ikke omvendt.

Det flotte vejr gør turen til en enestående oplevelse. På den ene side er der de flade bjergvidder, der leverer vand til alle destillerierne i området. På den anden side af vejen, går der får og græsser ud til havet og klipperne, der trods det fine vejr, vidner om barske vejrforhold.

Efter en god halv times gåtur er vi ved vejen, der fører ned til Laphroaig - et af turens højdepunkter (for mig). Bygningerne er placeret et par hundrede meter fra vejen helt nede ved vandet. Vi melder os i receptionen og snart er vi klar til en rundvisning, sammen med et amerikansk par. Den guidede tur er gratis. Vores guide er en ung pige, der desværre taler med en accent, der gør hende lidt svær at forstå. Marie og jeg er glade for, at vi har set et destilleri før og derfor ved en smule om processen bag whiskyproduktionen.
Ellers havde vi nok ikke fået så meget ud af det.

Hun fortæller om de tønder, der anvendes til lagring af whisky. Det er hovedsageligt amerikanske tønder, der har været anvendt til bourbon. En lov i USA siger, at tønderne kun må anvendes 1 gang, og derfor sælges de i stor stil til Skotland, der bruger dem i whiskyproduktionen. Her anvendes de først til single malt og derefter til en gang blended whisky.

Hun fortæller om "the friends of Laphroaig", der får tilsendt et certifikat.
Når man besøger fabrikken, får man et ny certifikat, der viser, at man har været der. Som ven af huset får man tildelt et jordareal bag fabrikken, men tro endelig ikke at man er rig af den grund. Arealet er ca. en kvadratfod!

På Laphroaig tilbereder man, som et af de eneste destillerier, en lille del (10-20 %) af det korn, som anvendes i produktionen. Resten tilberedes i Port Ellen efter fabrikkens specifikationer. Vi ser de store gulvarealer, hvor kornet ligger og tørrer. Kornet vendes manuelt med en speciel skovl.
Derefter ryges kornet i en stor beholder, som vi også får lov at stikke hovedet ind i. En stor del af smagen i Laphroaig er netop den meget røgede smag, som stammer fra denne rygning af kornet. En smagsprøve på kornet, afslører dette til fulde.

Efter rundturen bydes på en dram - en 10 års Laphroaig (selvfølgelig!). Der er mulighed for at købe diverse souvenirs. Jeg investerer i en 15 års Laphroaig - sådan en har jeg ikke set og smagt før. Derudover bliver det også til en video og en bog om Laphroaig. Egentlig ville jeg gerne have en karaffel med Laphroaig, men sådan en har de ikke.

Rundturen på Lagavulin koster 2 pund. Hvis du køber noget efter turen, har du automatisk 2 punds rabat. På denne tur ledsages vi også af en meget behagelig fyr, der viser sig at være fra Tyskland. Stemningen på Lagavulin er noget mere varm, hvilket guiden sandelig også medvirker til.
Den guidede tur sluttes af i et hyggeligt lokale, hvor vi bydes på en Lagavulin. Guiden har god tid til at snakke med tyskeren og os, mens vi nyder vores dram. På tyskerens spørgsmål kan vi dømme, at han ikke er helt grøn på området!

Lagavulin sælges i dagligdagen som 16 års whisky. Vi drister os til at købe en speciel udgave, der ud over 16 år på fade også har ligget en tid på sherryfade - hvor længe er en hemmelighed. Det er ifølge guiden kun direktøren, der ved, hvor længe det er.
Der er god tid til at gå til det næste destilleri, Ardbeg. På den anden side af Ardbeg, skulle der ifølge vores vært Michael være sæler at se på klipper tæt på kysten. Dem vil vi selvfølgelig gerne se, men vi må i første omgang opgive at finde dem.
Udenfor Ardbeg destilleriets kombinerede souvenirshop/café/reception kan vi nyde solen i et par whiskytønder, der er lavet om til stole.

På denne sidste rundtur, der iøvrigt også er gratis, er vi alene med en smilende ung pige. Vi får den korte version, da hun hører, at vi allerede har besøgt Laphroaig og Lagavulin. Inden vi forlader destilleriet, forsyner vi os også her med en whisky. Det bliver til en 17-års udgave af Ardbeg - og det kan faktisk gå hen og blive en sjældenhed, idet destilleriet forventer at udbyde 10-års whiskyer fra næste år, når de første fade fra efter lukningen (1980-89) bliver klar. Dermed vil det være slut med 17-års flaskerne.

Den venlige guide låner managerens bil og kører os en god kilometer langs kysten nord på. Her kan vi ganske rigtigt se sælerne ligge og sole sig på klipperne. Vores lille kikkert kommer godt i brug, mens vi studerer sælerne - sammen med en ivrig fotograf, der øjensynligt har bedre fotoudstyr end os.

"I kommer for sent", siger Christine da vi kommer tilbage til vores hostel.
Vi er ikke enige, for vi har på dagens spiseseddel skrevet, at vi gerne vil spise kl. 19 - vi er faktisk lidt stolte af vores punktlighed! Hun flyver ud i køkkenet til Michael, der har travlt med at lave mad, for at finde vores seddel. Så får Michael ellers læst og påskrevet, fordi han ikke har læst vores seddel ordentligt. Christine giver ham hele armen!

Vi er ikke alene på hostellet mere. En gruppe franskmænd har indtaget vores stambord i midten og ved det sidste af de 3 borde sidder yderligere et par franskmænd. Vi bænker os ved det bord, der er tiltænkt os og de 4 franske herrer tilbyder os og vores værter rødvin. De taler dårlig engelsk, men Christine klarer sig, såvidt vi kan høre, godt med en smule fransk.

Vores middag består af dagens suppe med grøntsager og lidt bacon. Det er en perfekt ret efter en halvkølig dag. Og så smager den ovenikøbet rigtig godt!
Til hovedret har vi valgt en fisketallerken, idet vi har hørt så meget om, at øen er kendt for sine fiskeretter.
Franskmændene får hældt noget rødvin ned og bliver i rigtig godt humør. Efter maden siger jeg til Michael, at vi vil gå på pub crawling. Det skulle være til at overkomme i Port Ellen, idet der kun er en enkelt. En sjov lille sag, der er delt i 3 lokaler. I et lokale spilles der billard, det midterste lokale er selve baren og i et ekstra lokale kværner en fodboldkamp ud af tv´et (uden tilskuere). Til gengæld er der ild i pejsen, så her bænker vi os med en øl og en af øens whiskyer, som vi endnu ikke har smagt.

Det er blevet den 19. oktober og vi må se i øjnene, at hjemturen skal begynde. Øv-bøv!
Vi tager afsked med Christine og Michael, som vi nok aldrig får at se igen - og en flok franskmænd, der har "kænguroer" på taget!
Marie sover lidt og jeg tager fvemodigt afsked med øen. Det var et dejligt sted. Jeg kunne sagtens have brugt 1 uge dér. Vi må jo nok se i øjnene, at det er lidt for "langt ude", til at vi kommer på besøg igen.

Sejlturen er flot i det smukke vejr. I samme øjeblik vi ankommer til færgeleget i Kennacraig, bliver det dog overskyet. Bussen venter pænt på os og snart går det mod Glasgow igen.

Det går bedre med at holde os vågen på busturen denne gang. Fortjenesten er en helt formidabel natur, at se på hele vejen til Glasgow.
Der bliver atter et stop i Inveraray på et kvarter. Her kan vi lige nå at bruge lidt penge, inden bussen fortsætter.

Efter 3 1/2 times bustur er vi atter i Glasgow, hvor vi kan konstatere, at der er forskel på søndag morgen (hvor vi var her sidst) og så en hverdag i myldretiden. Heldigvis går der busser til Edinburgh hvert 20. minut i myldretiden, så vi er "hjemme" i Edinburgh igen med kun lidt forsinkelse i forhold til vores plan.

Vi har talt om at gå i teater i aften, for i Edinburgh spiller London-opsætningen af "The Phantom of The Opera" i øjeblikket. Måske kan vi finde noget overnatning i nærheden af teatret, så vi går den vej. Efter en halv times vandren med oppakning, kan vi godt mærke, at tolerancetærsklen falder og vi bliver mere tilbøjelig til at betale mere for et sted for natten.

Til alt held lykkes det at finde et hostel, hvor prisen er fornuftig: 20 pund (ca. 220 kr. pr. person) - incl. morgenmad. Det er ca. 1/4 af, hvad vores hotel i Edinburgh kostede - og det var endda uden morgenmad. Vores værelse er stort og der er både en dobbeltseng og en enkelt seng. Så kan Marie jo få enkeltsengen, hvis hun ikke opfører sig ordentligt! Værelset har også tv, bad og et rundt spisebord. Pæn kvalitet og en rar værtinde, konstaterer vi.

Klokken er 18:30 og da musicalen starter kl. 19:30, er det for sent at få noget at spise inden. Vi går tilbage til teatret, som vi har passeret i vores søgen efter en overnatningsmulighed. Teatret hedder Edinburgh Playhouse og det er et flot, gammelt teater. Musicalen er flot opsat. Der er ikke sparet på noget. Det lykkes ikke engang at falde i søvn for nogen af os, selv om der er opera-lignende passager i musicallen.

Den 20. oktober serveres morgenmaden på værelset. Det virker lidt associalt, men så kan vi hygge os alene 2.
Formiddagen er til de sidste indkøb. Marie har forelsket sig i en kjole og jeg har planer om at købe en whiskykaraffel, så min Laphroaig kan komme frem fra skabet! Det bliver imidlertid kun til Maries kjole, inden vi henter vores efterladte bagage hos Annandale Guesthouse og tager en taxi til lufthavnen.

Læs evt. flere af mine rejsebeskrivelser på adressen:
http://www.erritsoe.dk/rejser.htm


Med venlig hilsen

Alex Bach Kristensen

kontakt@skotland.dk