Om Skotland.dk
Turforslag
Whiskyklub
Bidrag
Bag Skotland.dk

Sommerferie i Skotland

I sommerferien 2002 drog vi på whisky pilgrimsrejse til Skotland, dels for at besøge nogle whiskydestillerier, men også for at nyde den fabelagtige skotske natur.
Den ene halvdel af os havde to gange tidligere været i Skotland, men dengang foregik det med et Interrail kort og en rygsæk på ryggen. Denne gang foregik turen en anelse mere luksuriøst, da vi havde valgt at leje en bil for at gøre rundrejsen i Skotland lidt nemmere. Desuden var teltet og campingpladserne blevet skiftet ud med Bed & Breakfast, hvilket varmt kan anbefales.

Vi startede med 4 dage i London, hvorefter turen gik mod Skotland. Vi havde hjemmefra checket priserne på togbilletter på turen London-Edinburgh, men det var sindssygt dyrt, hvilket er lidt trist for det er en flot tur. I stedet valgte vi en flyvetur med lavprisflyselskabet Ryanair, hvilket vi ikke vil tøve med en anden gang (700 kroner for 2 returbilletter på turen London-Glasgow). Desværre havnede derved så i Glasgow Prestwick lufthavnen, så vi slap ikke helt for en tur med toget til Edinburgh, men nu var der 50% rabat som Ryanair kunde, og det er jo ikke så ringe endda.

Vores første 4 dage i Skotland havde vi besluttet at bruge i Skotlands hovedstad Edinburgh, og i den forbindelse valgte vi at overnatte hos "Joppa Turrets Guest House" som ligger små 3 miles vest for Edinburgh centrum, hvilket er ok da der er busser hvert 5. minut dagen lang. Vi vil varmt anbefale dette sted til enhver som måtte planlægge nogle overnatninger i Edinburgh. Noget som absolut heller ikke forringer oplevelsen hos "Joppa Turrets Guest House", er at det ligger helt ned til stranden, kun adskilt af en strandpromenade. Ingen trafikstøj, kun bølgernes brusen, det kan simpelthen ikke blive bedre.

Edinburgh er efter vores mening en af de flotteste byer i Europa, og der er da også rigeligt at tage sig til i en hel ferie. Desværre lider nogle af attraktionerne under en lidt hamper entrépris. Men når man nu er her skal man jo se steder som Edinburgh Castle og The Whisky Heritage Centre. Og ikke at forglemme, vandre en tur ned af The Royal Mile, eller nyde den formidable udsigt fra Calton Hill.

Efter 4 dage i Edinburgh var det tid til at hente den bil som vi havde lejet, da vi nu skulle til at bevæge os uden for lands lov og ret. Så den hentede vi hos Hertz, og til vores skuffelse blev vi præsenteret for en Vauxhall Vectra 1,8 (herhjemme Opel Vectra), vi havde håbet på noget lidt mere interessant såsom en Ford Mondeo eller måske en Toyota Avensis. Nå men når alt kommer til alt, så havde den da 4 hjul, og bød ikke på nogle uventede overraskelser i den tid vi kørte i den.

Efter en pæn lang køretur fra Edinburgh, som vi havde valgt at lægge forbi Loch Lomond ankom vi hen på eftermiddagen til Fort William. Vores 2 overnatninger i Fort William tilbragte vi hos "Abrach House" som ejes af Charles og Heather Moore. Endnu et rigtigt dejligt sted med skøn udsigt fra værelset. Og igen et sted hvor vi ikke ville tøve med at overnatte igen.

Dog vil vi lige advare imod McTavish´s Scottish Show, som åbenbart ellers er lidt af en turistattraktion i Fort William.

I forbindelse med vores ophold i Fort William, foretog vi også vores første destilleribesøg på denne Skotlandstur. Dette besøg gik til Ben Nevis destilleriet, som har taget navn efter Skotlands, og også Storbritanniens højeste bjerg som ligger lige ved Fort William. På Ben Nevis destilleriet blev vi guidet rundt af deres "Master Blender/Marketing Manager", som gav os en interessant og inspirerende rundvisning, selvom de ikke var i gang med produktionen på det tidspunkt. Ben Nevis er et mindre destilleri som beskæftiger 8 mand, som håndterer det hele. Den mængde whisky som Ben Nevis producerer på et år klarer Glenmorangie på en uge, og Glenlivet på en dag. I den forbindelse vil vi gerne bringe et citat fra vores guide "Whisky is like sex, when it´s good it´s great, when it´s bad it´s still pretty good".

Nu var det så tid til at sætte kursen mod Isle of Skye. Køreturen fra Fort William over Mallaig-Armadale og videre til Portree passerer igennem nogle fantastisk betagende landskaber, og kan varmt anbefales. Her bliver man også udsat for begrebet "Single Track Road", som er en 1-sporet vej med vigepladser, hvor man så holder ind, når der kommer modkørende, altså et system som ville medføre heftige slagsmål, hvis det blev indført på de danske veje, men i Skotland har man tilsyneladende trafikkultur.

Som logi på Isle of Skye havde vi valgt Tianavaig Bed & Breakfast, som ligger i naturskønne omgivelser med bjerge og havudsigt. Vi blev indlogeret i "Lily Room" som var lækkert stort, og med et gigantisk badeværelse med både brusekabine og badekar. Vi havde også et par hyggelige aftener med værtsparret Nevelee og Steven Corry. Igen kan vi ikke andet end anbefale dette sted til andre som måtte komme forbi.

Når man som whiskyinteresseret besøger Isle of Skye, kan man jo ikke undgå at lægge vejen forbi Talisker destilleriet, som er det eneste destilleri på Isle of Skye. Her var det en lidt mere indøvet rundvisning man kom igennem, men professionelt udført og meget interessant.

Da vi skulle videre fra Isle of Skye til Tain, måtte vi lige en tur forbi en lille by ved navn Plockton. Det var Steven som anbefalede denne lille omvej, fordi vi havde snakket om at vi gerne ville se noget skotsk højlandskvæg, og især en nuser kalv. Han fortalte også at der i Plockton voksede palmer, hvilket vi ikke var helt overbeviste om indtil vi kom til Plockton. Og ganske rigtigt, på vejen til Plockton, stod der pludselig højlandskvæg på vejen, så vi pænt måtte vente til de kunne afse tid til at bevæge sig, men det gav så mulighed for at tage nogle billeder imens. Efter nogle minutters og et par fotografiers venten, kunne vi så fortsætte til Plockton, hvor der ganske rigtigt vokser palmer. En rigtig skøn lille by, og bestemt et besøg værd.

Efter Plockton fortsatte vi vores tur, indtil vi nåede Eilean Donan Castle, som er en imponerende middelalder borg, der ligger i et ligeså fantastisk område. Borgen er efter sigende den mest fotograferede i Skotland, så vi hjalp lidt til med den statistik.

Herfra kørte vi hen til og op langs Loch Ness til Inverness, og videre nordpå til Tain.

Tain var en by vi måtte besøge, da den huser destilleriet til en af vores helt store favoritter blandt whiskyerne, nemlig Glenmorangie. At byen så samtidig er en af de ældste, hvis ikke den ældste by i Storbritannien, gør den jo ikke mindre interessant.

Glenmorangie destilleriet var jo årsagen til vores ophold ved Tain, så et besøg der var jo obligatorisk. Som sagt så gjort, vi besøgte Glenmorangie som noget af det første dagen efter vores ankomst. Destilleriet ligger smukt placeret helt ned til vandet ved Dornoch Firth, og indenfor på destilleriet er der mindst ligeså smukt, i hvert fald set med vores øjne. Og suk hvor var der meget godt i deres shop, som vi gerne ville have med hjem, vi måtte nøjes med en "Glenmorangie Fino Sherry Wood Finish".

Efter vores besøg på Glenmorangie-destilleriet, besluttede vi os for at køre en tur op til Skotlands nordkyst, nærmere bestemt ved John O´Groats, en køretur på små 2 timer på en fantastisk smuk vej, som snor sig langs kysten. Ved John O´Groats var der en fantastisk udsigt til bl.a. Orkneyøerne, som jo huser vores yndlingswhisky Highland Park.

Under vores ophold ved Tain, anbefalede vores vært, at vi tog på en delfintur med Dolphin Ecosse, som er et lille firma, der arrangerer sejlture, hvor man kan komme ud og se delfiner. Ikke noget med tamme delfiner, som bliver fodret, så de ville heller ikke garantere, at vi kom til at se nogle, men det gjorde vi nu. Det var faktisk en ret sej oplevelse, men hvor er de svære at tage gode billeder af. Vi kan desværre ikke anbefale den B&B som vi overnattede hos ved Tain, ikke fordi der var noget galt, men fordi vi var de sidste kunder i butikken, inden værtsparret på grund af sygdom havde valgt at stoppe med at holde B&B.

Så var det tid til at besøge hjertet af whiskyland nemlig Speyside, og hvad er så mere nærliggende end at slå sig ned i "hovedstaden" i whiskyland, altså Dufftown" Her overnattede vi hos Gowanbrae B&B der ejes af Liz og Adam Donald, og de er nogle ualmindeligt søde og rare mennesker, som vi ikke vil tøve et øjeblik med at anbefale andre at overnatte hos. Alting her var fremragende, og så har de spiritus licens, så man kan nyde en lille en om aftenen :).
Når man er i Dufftown, så er det jo for alvor tid til at besøge nogle whisky destillerier, og vi spildte skam heller ikke vores tid. Vi besøgte destillerierne Glenlivet, Glenfarclas, Glenfiddich, Glen Grant, Strathisla, Cardhu og sidst et destilleri som nu er et museum nemlig Dallas Dhu.

Nu var det ved at være slut med ferien i Skotland for denne gang, så vi skulle mod Ayr syd for Glasgow. Men da vi ikke spilder tiden, tillod vi os lige at besøge Skotlands mindste destilleri Edradour på vejen fra Dufftown til Ayr.

Så var det desværre tid til at forlade Skotland, det betød tidligt op så vi kunne nå ud i lufthavnen og aflevere vores lejede bil, samt checke ind i god tid. Første flyvetur var Glasgow Prestwick - London Stansted med Ryanair, det tager en lille times tid. Så fulgte små 7 timers ventetid i London Stansted på afgangen med Go til København. Her er det man fortryder at man ville spare de penge det koster mere at flyve direkte fra Skotland til København. Nå, men 7 timer senere var det så tid til den sidste halvanden times flyvning til København.


Med venlig hilsen

Michael Nielsen & Rikke Zetlitz


kontakt@skotland.dk