Skotland rund med tog Da vi - to midaldrende piger på 55 - i den mørke vinter fik den ide, at vi ville Skotland rundt med tog, søgte vi højt og lavt for ideer og turbeskrivelser. Desværre er der ikke mange, der har lagt turbeskrivelser med tog ind. Derfor gør jeg det nu, efter 10 forrygende dage med tog i Skotland. Vi havde på forhånd bestilt en færdiglavet tur hjemmefra. Turen includerede et Freedom Of Scotland Travelpass - gældende i 15 dage og med mulighed for at rejse frit i 8 dage, overnatninger på hoteller og B&B i givne byer. Freedom Of Scotland gælder også til lokale busser og sidst men ikke mindst bybusserne i Edinburgh. Flybilletten måtte vi selv sørge for. 19. juli startede vi fra Billund med Ryan - overkommelig pris og hurtig. I Edinburgh tog vi flybussen Airlink til Haymarket, hvor vores første hotel lå. Et almindeligt kedeligt hotel, men godt til prisen. Dagen efter gik turen fra Edinburgh mod nord til Pitlochry, hvor vores næste overnatning var booket. Det skal lige indskydes at pladsbilletter i togene er gratis, men skal reserveres inden kl. 18.00 dagen før man skal bruge dem. I Pitlochry overnattede vi på The Swallow Fishers Hotel - glimrende hotel, der var det vi skulle bruge - og - lå lige på den anden side af stationen, men vi var ikke generet af togene. Pitlochry er en typisk turistby - men - der er afmærkede vandreruter af kortere eller længere beskaffenhend, så eftermiddagen stod på en rimelig gåtur i naturen. Næste dag stod vi tidligt op og tog et morgentog til Inverness. Her var der dog lidt længere at gå til vores B&B - Armafeldy Guesthouse. Nydeligt sted, venlige og hjælpsomme mennesker - at det øsregnede var ikke deres skyld. Vi havde booket en sejltur på Loch Ness - og - lad os sige det en gang for alle - en skamløs turistfælde, måske på grund af vejret virkede det gråt og kedeligt. Dagen efter var det blevet tid til en af de helt store togoplevelser - fra Inverness til Kyle Of Lochals, porten til Isle of Skye. En fantastisk togtur gennem en natur, der blev flottere og flottere jo længere ind man kom. Kan varmt anbefales. Toget steg mod højder og faldt mod floder og vandløb. Linier er anlagt i en så flot natur, at det er ubeskriveligt. Ankommet til Kyle Of Lochals stod vi på den lokale bus, der skulle fragte os til vores næste overnatningssted - The Dunollie Hotel - i Broadford på Skye. Vi havde læst meget om hotellet på godt og ondt, vi oplevede kun det gode. Hotellet ligger bogstavelig talt i vandkanten og vi var så heldige at få værelse med udsigt. Eftermiddagen blev brugt på en længere vandretur på en af de mange afmærkede ruter i Broadford. Dag to på Skye havde vi bestilt en 5 timers busrundtur på Skye - og her var pengene givet godt ud. Igen kørte vi gennem en helt fantastisk natur og i et flot vejr. God ide, når man nu ikke har en bil til rådighed - og faktisk også en god ide, hvis man har en bil, da man jo så ikke skal bruge tid på at koncentrere sig om kørslen! Tidligt næste morgen tog vi en lokalbus til Armadale, hvor billetten gav adgang til den lokale færge tilbage til fastlandet til Mallaig. Her stod vi på The Jacobite Steam Train - et gammelt damptog, der skulle tage og til Fort William. Helt fantastisk at opleve denne meget meget flotte togtur med et damptog. Desuden har toget medvirket i flere Harry Potter Film. Billetten skal bookes hjemmefra for at være sikker på en plads - men - man kan også opleve turen med det ordinære tog. I Fort William overnattede vi på et The Mansfield Guessthouse i forstaden Corpach. Et rigtigt godt B&B med nogle flinke værtsfolk - og sikke en morgenmad, det var helt i top. Det gode ved at overnatte på B&B er, at der er Scottish Breakfast med i prisen og desuden var der kaffe og el-kedel på værelserne. Næste dag gik turen videre fra Corpach til Glasgow med en enkelt overnatning på et kedeligt hotel. Vi havde desværre fået et værelse med gadelarm - og - den var høj. Men det må vi jo forvente i en storby. Søndag tog vi igen toget tilbage til Edinburgh - en 4 timers togtur - og igen - gennem den flotteste natur man kan forestille sig - over bjerge, gennem dale forbi søer og floder. De sidste to dage i Edinburg overnattede vi på et hotel i det gamle dockområde - 15 minutter med bus til centrum. Vi benyttede bl.a. vores togpas til en bustur i fordsporne på Dan Brown og Da Vinci til The Roslyn Chapel - 7 miles syd for Edinburgh, men vi fandt desværre ikke den hellige gral - men en hyggelig bustur og kaffe i en skurvogn, som de lokale havde indrettet til en cafe blandt høstmaskiner og turister. 28. juli var det så slut, men vi kan varm anbefale en togtur. Det er nemt, togene er behagelige, der er specielle bagage stativer i togene og plads nok. Og sidst men ikke mindst er de enkelte toglinier anlagt i utrolig naturskønne områder.
Med venlig hilsen
Karna
kontakt@skotland.dk
|