Turen over Rügen, Fehmarn, Kielerkanalen og Helgoland mod Skotland blev påbegyndt 8. juni 2005.

Den 8. til den 15. juni sejlede vi fra Rønne til Fehmarn. Vi startede ud med vind et par timer fra Rønne, og så gik det ellers med 7 knob resten af vejen. Det var lidt besværligt at anløbe Sassnitz i bulderragende mørke, men vi fandt da ind og fik fortøjet. Vi havde nogle rigtig hyggelige dage med godt vejr på Rügen.

På Barhöft lige syd for Hiddensee gik vi en tur på små 7 km. i et skønt naturreservat inden vi tørnede ind for at være friske til næste dags sejlads som gik til Burg på Fehmarn. Her blev det også blot til en natteoverligger inden vi strøg videre til Kierlerkanalen hvor vi ankrede op i en lille �blindtarm� ved navn Flemhuder See. Det var som at ligge på en skovsø, så gummibåden blev sat i vandet, og vi fik sejlet søen rundt og kigget på fugle mv. Rigtig hyggeligt – og vejret var pragtfuldt, så det meste af besætningen var i vandet. (Skipper måtte jo sørge for at holde udkig!)
Om aftenen blev der tændt op i grillen i søgelænderet, og vi sad og nød tilværelsen over et godt glas rødvin medens nattergalen begyndte at røre på sig i de omkransende træer.

I perioden fra den 16. til 19. juni tog vi videre ad Kielerkanalen til Brunsbüttel, som ligger ved udsejlingen til Elben. Her fik vi provianteret og bunkret vand til nordsøsejladsen.
Næste dag havde vi planlagt at sejle til Helgoland, men vejret var ikke rigtig med os. Frisk NV-vind og regn. Så vi besluttede i stedet at gå til Cuxhaven og afvente bedre vejr. Det kom ikke! Så d. 18. juni stampede vi for motor ud af Elben mod Helgoland i ca. 8 m/s NV vind. Ikke videre spændende, men vi kom dog fremad. Og efter nogle timer dukkede Helgolands røde klippepartier op i kimingen. Her besluttede vi at tage et par overliggerdage for at få handlet lidt toldfrit og slappe lidt af inden det lange stræk til Skotland.
Selvom vi tidligere har været på Helgoland, var det dejligt at komme til dette turistmekka. Bugnende toldfri butikker med en masse varer, der kan vendes (og købes). Det blev et par dyre dage, men så er hele besætningen også velekviperet til den forestående rejse.
Tillige er øen utrolig flot, med mange gode spadserestier. Så der blev travet lystigt rundt – vejret var flot, så Ingrid og Ole var endda på stranden.

Den 20. til den 23. juni skulle vi ud på de store tur over Nordsøen. Hver dag tikkede vejrkortene ind på computeren fra SSB-radioen. Og vi så at den næste uges vejr var som skabt til vor sejlads. De kommende dage lovede 5-10 m/s fra syd og sydvest. Det var perfekt og som skabt til vor Nordvestlige kurs. Så d. 20. juni kl. 0900 blev fortøjningerne bjærget og kursen sat mod Skotland.
De første par timer var vinden forholdsvis svag, så motoren snurrede. Men efterhånden havde vi ca. 5 m/s fra syd, så genua og storsejl fik lov at trække igennem.

Såvel Susanne som Ingrid og Ole skulle ud på deres livs længste sørejse med en sejlbåd. Ole har tidligere været i handelsflåden, og kendte til at være på havet flere uger i træk. Men det er dog noget anderledes i en bette sejlbåd, hvor vandet skvulper rundt en meter neden for cockpittet. Men det hele gik fint.
Vi inddelte 2-timers vagter i de lyse timer. Fra 23-05 tog Ole og skipper hver 3 timer, og så tørnede Susanne til og tog indtil kl. 8, hvor det så blev Ingrids tur til at holde udkig og vi igen overgik til 2-timers vagter.

Vindroret styrede upåklageligt det meste af tiden. Kun når vinden var så svag at den ikke kunne trække vindfanen ned måtte vi gå over på elektrisk autopilot.
De første 2 døgn forløb gnidningsfrit. Ingen problemer af nogen art, og vi holdt en gennemsnitsfart på små 5 knob i flot vejr. Vi mødte kun få skibe, og som regel var de så langt borte, at vi ikke behøve at bekymre os om dem. Kun en enkelt gang måtte vi ændre kursen for at komme agten om et fragtskib, men ellers var det ren afslapning.

Måltiderne spillede en stor rolle undervejs. �Hvad kunne kokken mon præstere i dag"�
Der var provianteret godt i Brunsbüttel – så der var ikke noget at bekymre sig om. Lækkerier blev serveret den ene gang efter den anden. Så vi blev enige om at vi hellere måtte passe på, hvis ikke vi skulle være alt for overvægtige inden vi kom til Skotland.
Fiskesnøren hang også ude, men det blev ikke rigtig til noget. En enkelt hornfisk fik vi hevet hjem på turen fra Rügen mod Fehmarn, men den var så lille at den senere blev kasseret. (Der var ikke en gang nok til en forret til skipper).

Der blev taget hul på vor 3. døgn på Nordsøen med et mindre drama. De to første døgn havde vi haft et mål på henholdsvis 116 og 136 sømil. Ikke imponerende, men nu kom der vind. Ca. 10 m/s fra SV, så vi skøjtede derudaf med 7 knob. Omkring frokosttid undrede Susanne sig over at der var vand på dørken i brusekabinen, for der var ikke noget i afløbet. For at undersøge sagen kiggede hun også under dørken i salonen, og så til sin skræk at hendes �kassematter� med proviant var fulde af vand, og dåser, bøtter og tuber med spegesild, majonæse og ketchup sejlede rundt mellem hinanden. Batterirummet var også fuldt af vand. Heldigvis var batterierne endnu ikke helt dækkede, men det nærmede sig faretruende polerne så vi måtte gøre noget i en fart.

Hurtigt blev der tændt for den elektriske sumplænsepumpe, og skipper fik gang i håndtaget på den manuelle pumpe under batterierne. Ingrid og Ole tog sig af sejladsen medens Susanne lænsede løs med en pøs fra stuverummene under dørken.
Heldigvis er den elektriske pumpe kraftig, så det tog ikke mange minutter at lænse tørt, men der blev ved at komme vand ind. Ikke de store mængder – vel omkring 10 ltr. i timen.

Vi var sikre på, vi ikke havde ramt noget undervejs, så skroget skulle være intakt, men stadig skvalpede der vand ind hver gang vi �lagde øret til�. Efter at have skilt det meste af sidekahytterne og motorrummet ad, viste det sig at en af slangerne til cockpittets selvlæns havde fået en revne lidt over vandlinien. Så også søventilerne til selvlæns blev lukket, og så var det problem tilsyneladende klaret.

Desværre havde vandstanden været så høj i motorrummet at skrueakselen havde været under vand, og eftersom maskinen havde stået i frigear havde akselen snurret rundt og sendt et veritabelt springvand ind over såvel oliefyrspumpe, elektronikbox til ekkolod samt startmotor og –relæ. Så da vi senere forsøgte at starte motoren skete der… ingenting. Ekkoloddet sagde også… ingenting.
Værktøjskassen måtte findes frem og vi måtte i gang med fejlsøgning og udbedring. Ekkoloddets elektronikbox viste sig at være totalt indsølet i saltvand, så den blev skilt ad og skyllet i ferskvand inden den blev lagt til tørre. Desværre viste det sig at samtlige stik allerede var tæret (fordi der havde været spænding på). Så de var for sene til at redde. (vi må se om ikke vi kan få fat i nogle nye i en eller anden forretning undervejs). Efter rensning og tørring lykkedes det dog at få motoren i gang igen.

Det tog flere timer at få tørret ordentligt op overalt. Alle dåser mv. måtte skylles i ferskvand for at undgå senere rust og tæring. Alle kabler, samlinger osv. blev ligeledes aftørret og sprøjtet med kontaktrens, VD40 og hvad vi ellers havde for hånden.

Nogen egentlig fare var der ikke til stede. Men det er altid kedeligt at få vand på den forkerte side af skroget. Særlig i så store mængder som vi her konstaterede. Vel omkring 400-500 ltr.
Hen omkring aften var vi atter shipshape. Vinden var stadig frisk fra sydvest, så vi skøjtede derudaf. Ingrid og Ole havde taget sig af sejladsen medens vi ryddede op, så Susanne var glad for at kunne nå en slapper inden hun skulle i gang med aftensmaden.
Men ingen sov særlig godt den kommende nat. Var der mon mere uforudset i vente – eller var dette blot et enkeltstående uheld"

Den 23. juni kunne den skotske kyst ved Peterhead skimtes forude. Efter nøjagtig 3 døgns sejlads. Her viste sig også turens første delfin sig. Området er kendt for at huse en koloni af �Bottle Nosed Dolphins� – eller springere som de vistnok kaldes på dansk. Så vi ser frem til at møde flere af slagsen!
Vi havde talt om at anløbe Peterhead eller Fraserburgh, men valgte i stedet at gå 35 sømil videre til en lille by ved navn Buckie som ligger halvvejs mellem Fraserburgh og Inverness, som var det egentlige mål.
Så efter 3 døgn og 9 timer og 443 sømil sejlads, kunne vi atter få fast grund under fødderne. Vi havde ikke mere end lige fået lagt til da �The Harbormaster� råbte til os at vi skulle komme op på hans kontor for at klare papirarbejdet. Det forløb problemfrit. Dog var mine hjemmelavede �Crewlists� ikke gode nok. Der skulle udfyldes de lovformelige formularer til såvel immigration, havnemyndigheder og toldvæsen. At det så var nøjagtig de samme informationer, der skulle skrives på alle disse formularer som i forvejen var på mine crewlists var der ikke noget at gøre ved. Havnepengene blev klaret ved samme lejlighed (omtrent som derhjemme ca. 135 kr./døgnet).

Første aften i Skotland skulle vi selvfølgelig op og kigge på byen. Buckie var som mange andre skotske byer trist og grå med ligeså grå og blege indbyggere. Sol er nok ikke det de får mest af heroppe. En kassedame i et lokalt supermarked mente ellers at det var en �lovely day, isn’t it"�. �Oh yes� sagde vi – og kiggede op på den totalt overskyede himmel. (Gad vide hvad hun mente med det")
Vort første møde med skotterne var ellers positivt nok. De er utrolig søde, imødekommende og gæstfri. Alle taler venligt til en når man henvender sig.

Næste morgen var planen at afsejle ved lavvande kl. 8 mod Inverness. Så vi var oppe ved 7-tiden, og efter morgenskafning og bakstørn blev der gjort sejlklar. Men så ville motoren ikke starte!!!

Igen måtte vi skille det meste af båden ad for at kunne komme til startmotoren, som sidder nederst og på siden af motoren.
Efter lidt roderi fandt jeg ud af at det var en anløben stelforbindelse der var årsagen til miseren. (Endnu et resultat af vor lækage).
Stelforbindelsen blev klaret, og vi var atter sejlklare.
I mellemtiden var der gået et par timer, og vi kunne hurtigt regne ud at vi ikke ville kunne nå Inverness inden strømmen vendte. Så vi besluttede at ligge over, og i stedet få repareret slangerne til selvlænsen fra cockpittet, som havde givet os problemerne på Nordsøen.

I Buckie var der såvel et værft som 3 skibsudstyrsforretninger, så jeg regnede med at kunne få slanger hvor som helst.
Dog viste det sig at 2� slange ikke anvendtes på disse kanter i Skotland. Så vi blev nødt til at tage en taxa – formedelst 63£ for at komme til Elger der ligger små 30 km. inde i landet.
3 timer senere, og adskillige pund fattigere var alle vore problemer løst. Der var monteret nye slanger, og motoren startede og spandt som en kattekilling.

Den 25. juni kl. 0900 blev fortøjningerne taget. Motoren startede som den skulle! Og så blev kursen sat mod Inverness, som vi gerne skulle kunne nå ca. 1 time inden højvande. Kom vi for sent ville vi have 3 knobs modstrøm – ikke så spændende!

Ved indsejlingen til Inverness havde vi såvel medstrøm som begyndende vind, så motoren blev stoppet og sejlene sat.
Efter passage af Kessick Bridge, skulle vi gøre klar til indsejling i kanalen – og så var den gal med motoren igen. Blot en svag �klikken� fra startrelæet, så vi måtte igen skille det halve af kahytten ad for at komme til starteren og kortslutte med en skruetrækker.
Men også det gik fint. Vi entrede vor første sluse og svingbro, og fortsatte til Seaport Marina som ligger stort set midt i Inverness.

Der vi forhørte os hos havnefogeden om der mon var en Yanmar reparatør i nærheden. For nu ville vi altså have styr på den maskine én gang for alle.
Det var der – og han skulle nok se på vor motor førstkommende mandag. Problemet var bare, at det var lørdag!!!

Søndag morgen måtte skipper så bide i det sure æble og gå i krig. Hele molevitten blev afmonteret fra maskinen. Og så var det ellers i gang med fejlfinding.
2 timer efter var det hele samlet og monteret igen – og VIRKEDE. Det viste sig at det blot var anlægsfladen fra startermotor til motorblok, der var irret, og derved gav dårlig stelforbindelse. Men samtidig blev alt renset og smurt. Så nu tror vi på, at vi atter er HELT på banen igen!
Medens skipper rodede med motoren, fik Ingrid, Ole og Susanne ordnet alt vort vasketøj samt provianteret. Så søndag d. 26 juni om eftermiddagen var vi klar til at tage hul på Caledonian Canal for alvor.
Gennemsejlingsafgift (2000 kr.) var betalt, så det var bare om at komme af sted. Vi planlagde første stop til Dochgarroch som ligger blot 5-6 sømil fra Inverness. Men da vi kom dertil viste det sig at ledige pladser var en �by i Rusland�.

Vi måtte pænt fortsætte ud i søen Loch Ness. – Og tak for det! Det var simpelthen en naturoplevelse af de helt store. At sejle på denne kæmpestore sø flankeret af flere hundrede meter høje �bjerge� var næsten ved at tage vejret fra os.
Under bunden af båden havde vi 250 meter vand næsten helt ind til brinken.
Vi fortsatte ca. 7 sømil gennem søen for at gå til ankers ved Urquhart Castle. I henhold til søkortet skulle der være en ankerplads umiddelbart neden for slottet. Men uanset hvor tæt vi gik på land var det umuligt at finde bund. Vi forsøgte ellers på et tidspunkt at fire ca. 40 meter kæde af. Men nej – der var bundløst.
Så i stedet valgte vi at gå rundt om en pynt og ankre der i stedet på �kun� 15 meter. Ud med 50 meter kæde og så gang i komfuret og finde rødvinen frem.
Her fik vi en herlig aften med kulisser og solnedgang, der var ubeskrivelig smuk. Flankeret af blot 2 andre både – føltes det som om vi havde det hele for os selv.
Det var lyst til kl. 11, så der blev spillet �Fedtmule� og hørt irsk musik på CD-eren indtil vi trætte og mættede af dagens oplevelser kravlede til køjs.

Caledonian Canal vil for os altid stå som en af de mest betagende naturoplevelser vi har haft. Her er simpelthen så knaldende flot, at man mister mælet. Det ene fantastiske vue afløser det andet. Storslåede landskaber og kæmpe bjergmassiver rejser sig på begge sider af såvel søer som kanal, blot afløst af små hyggelige landsbyer man gennemsejler på vejen. Flere steder synes livet at være gået i stå. Fred og ro, hyggelige pubber og uudtømmelige muligheder for en vandretur i den pragtfulde natur.
Befolkningstætheden i området er blot 1/3 af, hvad vi kender fra Danmark. Så her virker alt andet end �trængt�.

Mandag d. 27 juni 2005 blev gummibåden sat i vandet umiddelbart efter morgenmaden. Urquhart Castle skulle udforskes!
Vi landede på stranden lige neden for hovedindgangen og begav os op mod ruinen. Et skilt fortalte at adgangsgebyr var 6£ pr./person. Men henset til, at vi kom fra søsiden, var der ingen der krævede noget af os. Så vi gik bare rundt og spillede uvidende turister en times tid, indtil vi mente vi havde set, hvad der var at komme efter.

Derefter vendte vi gummibåden og sejlede op ad en flod/å så lang vi kunne. Det blev til ca. 500 meter, så måtte vi lande og gå resten af vejen ind til byen Drumnadrochit som er �hovedstaden� for alt hvad der vedrører Loch Ness – og ikke mindst �uhyret�. Flere museer og exhibitions, som beskriver alle beviser for om �the monster� eksisterer eller ikke.
Museerne fik vi nu ikke set så meget af (vi er i forvejen overbeviste om at det VIRKELIG eksisterer).
I stedet fik vi købt lidt af den lokale �Loch Ness Whisky� til samlingen!

Susanne, Ole og Ingrid var ude at bade i den 10 grader varme sø. Der var helt sikkert noget, der rumsterede nede i dybet.
Skipper var ikke med i vandet – da han jo desværre måtte blive på båden for at fotografere beviset – hvis nu uhyret stak hovedet op af vandet.

Om eftermiddagen blev ankeret hevet op, og vi sejlede videre til Fort Augustus som ligger ved den sydvestlige ende af Loch Ness.

Vi fortsatte herefter til den skotske vestkyst, der er temmelig barsk. Lidt á lá Hammeren, blot flere hundrede sømil længere. Enorme klippepartier med grotter og skær der rækker langt ud i havet. Så det er med at have styr på navigationen hele tiden. Men takket være GPS og elektroniske søkort går det som en leg. Så der har været rigelig tid til at få sovet undervejs. Dog har der nok været lidt sommerfugle i maveregionen, for ingen af os har sovet mere end et par timer ad gangen. Men i løbet af døgnet er det dog alligevel blevet til noget der svarer til en almindelig nattesøvn.
Vejret har heller ikke været værre end at vi kunne kokkerere og servere det ene udsøgte måltid efter det andet. Der er ikke noget som en god gang oksemørbrad serveret til en forrygende solnedgang over Nordsøen!

Aberdeen Coastguard kalder ustandseligt skibe på kanal 16. Aberdeen er en stor oliehavn på den skotske østkyst, og de holder styr på alt hvad der bevæger sig på vandet – sikkert af frygt for at nogle skal ramle sammen tæt på kysten med store olieforureninger til følge.
Men generelt er farvandet i denne del af Nordsøen temmelig tyndt �befolket�, det er ikke mange skibe vi har mødt på vor vej over dette ellers temmelig store farvand.

Læs mere om den videre tur til Irland - Portugal - Kanarieøerne - Caribien - Azorerne - Holland og hjem til Danmark på adressen http://najaden.webbyen.dk/


Najaden og besætning
Susanne & Anders

kontakt@skotland.dk